
Fra venstre: Docent Andy Horsewell, DTU Cen, bestyrelsesformand Hans Peter Jensen, AEG Elektronfonden, prismodtager Jakob Birkedal Wagner, DTU Cen, prismodtagerens kone Mette Birkedal Wagner, prorektor Anders Bjarklev, advokat Jens Chr. Hesse Rasmussen, AEG Elektronfonden.
Foto: Thorkild Amdi Christensen.
I år gik AEGs Elektronpris på 50.000 kr. til seniorforsker Jakob Birkedal Wagner fra DTU Cen. Han har de seneste 12 år arbejdet med elektronmikroskopi og været med til at udvikle metoder, så forskerne nu kan undersøge forskellige materialer i et mere realistisk miljø. Nu er det ikke længere nødvendigt at gøre det under vakuum, og de undersøgte emner opfører sig mere naturligt. Industrien har allerede haft stor gavn af Jakob Birkedal Wagners forskning, der har givet viden på områder, hvor man tidligere kun har haft vage forestillinger om sammenhængen.
Jakob Birkedal Wagner modtog prisen ved en reception på DTU i Lyngby, og den blev motiveret af prorektor Anders Bjarklev.
”Dit arbejde på DTU Cen er et eksempel på, at vi får udnyttet ny teknologi til at forstå verden omkring os,” sagde prorektor, der også er imponeret over den lange liste af artikler, som allerede er kommet fra den unge forskers hånd.
I sin takketale afslørede Jakob Birkedal Wagner, at da han sammen med en kollega for første gang begyndte at arbejde med elektronmikroskopi, var de ikke altid helt klar over, hvad de lavede, men muligheden for at lege og prøve sig frem er uvurderlig.